Vi består af samme celleopbygning, helt fra fostertilværelsen. Vi eksisterer på samme planet, ser den samme sol,måne og stjerner. Alligevel er vi så langt fra hinanden, økonomisk, socialt, kønsroller...eller er vi?
For når vi er i stand til at indånde samme luft, se samme sol -opgange/nedgange, hvorfor insisterer visse grupper at holde os adskilte og smider os i metertykke bokse - langt,langt væk fra hinanden? Mænd og kvinder. Der er en serieføljeton på Berlingske som baserer sig på forskellen mellem mænd/kvinder, ligestilling, mest kvinders syn på mænd, kønsroller...etc. - som bl.a. Anne Sophie Hermansen også ivrigt forsøger at holde i live.
Vel er der stadig i visse dele af verdenen, forskelle i løn - og jeg skal bestemt ikke nedgøre de mange kvinder i historien som har gjort barselsorlov,stemmerettigheder og eventuelle ligeløn mulige, men ser vi bort fra disse 'administrative' emner, så må vi spørge os selv hvor mentalt forskellige vi egentlige er?
Der er gjort undersøgelser af disse forskelle på mænds og kvinders hjerner, og overordnet fysiologisk er der ikke afvigelser - men på alle andre områder er der. Strukturmæssigt og funktionelt er der forskel på mænds og kvinders hjerner, som kan spores helt fra spæd - men den tankemæssige funktion er ikke afgjort endnu. Man kan endnu ikke se hvilken påvirkning arv/miljø har og i hvilken grad, den påvirker vores to arter. Man bør dog huske på, at disse undersøgelser findes i et utal af nuancer og med få antal forsøgspersoner.
For med forskelle, må vi også definere ligheder. Hvad er definitionen på hvordan en kvinde eller mand 'bør' tænke? Hvem bør definere dette og hvilken påvirkning har vores mangeartede kulturer på dette?
Jeg tror på, at der ikke er en forskel på mænd eller kvinders tankegang - eller måde at være på. Jeg tror på, at udgangspunktet ligger i individet, at begge køn til dels kan være styret af nogle stereotypiske retningslinjer for hvordan en mand eller kvinde 'bør' være eller agere (miljø).
På arbejdspladser og internettet som eksempel, er der kommet grupper frem - kun for kvinder - og med henblik på at blive eller for kvindelige ledere. Det er sevfølgelig med henblik på at netværke - som er en god idé når man fx. leder efter job eller en ny stilling, indenfor samme virksomhed.
Ligestilling er et bredt format, som har mange vinkler - derfor tænker jeg kun på den eneste hæmning som er os selv. Er kvinderne ikke deres eget bjerg?
For vi har alle muligheder, vi har alle valg og vi træffer selv de beslutninger som individer, som kvinder eller mennesker.
Vi går på barsel, fordi vi biologisk set er de eneste som kan føde, som kan amme. Vi vælger at tage på deltid eller fortsætte med fuldtid, vi vælger selv karriere, børn, hjem etc. Hvornår ender kampen? Hvornår har vi LIGEstilling?
I de virksomheder som har kvindelige netværksgrupper for kommende ledere, som forsøger at finde en platform for deres kommende karriere, finder de hjælp og støtte hos hinanden.
Ud fra et selvværdsperspektiv, helt perfekt forum, hvor man kan afprøve nogle værktøjer man ellers ikke turde/har mulighed for.
Ud fra et karrieresynspunkt - kan man spørge om ambitiøse kvinder på arbejdsmarkedet, bør isolere sig mere for at 'komme frem'? Bør de ikke invitere mænd indenfor og lære af dem? Bør de ikke se på hvad essensen i ledelse er, fremfor at gå et niveau under og bruge tid på stemmeføring, sceneudstråling eller kropssprog? Hvornår har vi så ligestilling?
Vi har skruet samfundet sammen på en måde, som nu er på vej op i en skæv spids. Sammenhængen mellem den arbejdende mand/kvinde og hvad dertil hører: karriere,barsel,arbejdstimer, uddannelse etc. - er begyndt at hælde ujævnt. Balancen er væk. Kvinder er og vil være lige meget værd på arbejdet som mænd. Kan de det - uden at give afkald på barsel, karriere og/eller familieliv? Kan mænd være fædre i barselen, uden at have givet afkald på karrieren? Kan de også have en karriere uden at give afkald på familielivet? Vi taler her om de valgmuligheder der er - for vil man have et familieliv, vælger man et mere fleksibelt job, men det er måske knap så spændende, for de som ønsker en udfordring ud over det sædvanlige.
Har vi druknet os i ligestillingsdebatten så meget, at vi ikke ser, at vi blot står og skriger ad hinanden i vores helt egen ensomme ø?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar