Så hvordan er dette muligt - det burde jo ikke have været muligt? Er det med så mange andre ting i livet, at mulighederne kun banker på døren 1 gang - og så må man løbe hen til den for at nå at åbne den inden muligheden forsvinder?
Hvor ofte er frygten for det ukendte, en begrænsning for den måde vi lever på - den måde vi træffer valg på? Frygt både lammer -og svækker os.
Hvor ofte analyserer vi ikke noget ihjel - og får på den måde - langsomt, men sikkert, indarbejdet den værste hæmsko af alle: inaktiviteten. Vi tænker noget ihjel, før vi begynder på vores valg - vi har glemt den mest kraftfulde del af vores liv - nemlig handlingen. 'Tankeløse handlinger' hører jeg ofte - men er det ikke kun et udtryk for spontanitet? Og er de tankeløse, kun fordi den dømmende ikke kan forene sig med tanken om at man kan leve, at man kan agere, kan være spontan?
Drømme - er et fragment af vores inderste længsler - vores indre spontanitet. De er skønne - men i det øjeblik de får lov til at dvæle for længe, for mange år - bliver de til bitre dele af éns personlighed. Drømme skal udleves - de skal gøres virkelige - for at give plads til andre drømme. Ikke ensbetydende at man aldrig er tilfreds med det man har, men man giver rum til at vokse, rum til at ville mere i livet.
Hvilke utrolige veje, ville vores liv ikke gå, hvis vi en gang imellem kastede analytikeren væk for en stund, og bare hurtigt hoppede i med alle ben og arme flagrende efter én? Hvor mange muligheder er der ikke blevet tabt i skrivende stund? Om nogle måneder, forlader vi ét eventyr og begiver os ud på et andet...det blev ikke tænkt over i første omgang.
Jeg ville ikke have mødt manden i mit liv - og havde bestemt ikke fået verdens dejligste dreng, hvis jeg havde tænkt længe over, om jeg overhovedet skulle skrive tilbage til en mand, jeg absolut aldrig havde set før...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar