Tic-Toc

Nej, dette er ikke en Madonna sang!

Tiden - en ny faktor i dette liv og et begreb som flytter sig helt som det passer den..Det gør tiden - den venter ikke på at dét vi frygter mest skal vente på sig, indtil vi er klare - den kommer helt nådesløst - uventet.

Eller når man som barn, havde det mest skægt - så ophørte tiden...alt for hurtigt, for så skulle man hentes og hjem.

Vi måler ikke kun tiden i min,sek,timer - men i den længsel, som når man virkelig ønsker noget skal begynde, eller noget skal ophøre..det kan enten ikke gå hurtigt nok med at få det overstået eller det kan ikke gå for langsomt før det skal begynde.

Vi har også en anden relation til tiden, som berører vores fremtidsønsker.

Den tid op til hvor vi venter på, at vores liv skal ændre sig, den tanke at vi om '5' år, vil være sådan eller sådan, have et hus, have, barn, hund,en bestemt karriere, tjene noget specifikt, have en mand et c. - den tid bruger vi udelukkende på at ønske den, men ikke på aktivt at forsøge at få lige præcist den ønskede fremtid. For dem som rent faktisk forsøger at få deres ønskede fremtid, kan det være svært at acceptere, at fremtiden alligevel ikke formede sig, som de ønskede det..fremtiden er ikke en konstant.

Jeg skriver ud fra generelle observationer, for for andre har tiden ingen betydning. Vi associerer tiden med de værdier vi har fået fra samfundet, her i den vestlige verden. Andre samfundstyper i andre lande, har en anden målestok; hvornår solen står op, går ned, hvornår der skal høstes, hvornår geder skal græsse, hvor og hvornår der skal fiskes - og alle fremtidsønsker fra ovenstående afsnit, har absolut ikke samme prioritet.

Deres prioriteter er helt afklarede med andre værdier og mål - at skaffe mad til familien, at overleve. Der findes selvfølgelig ønsker og håb om en god fremtid, men deres realitet viser, at det ikke er parcelhuset de behøver at drømme om, men snarere ønsket om deres børn og deres børns børn, blot kan få det en smule bedre end de selv har haft det.

Vi går ofte i stå i og med tiden, og oftest opdager vi slet ikke, at den har vugget os i søvn, langt fra kysten hvor alt sker. Vi er gået i stilstand. Vi er gået i stå, midt i alle vores drømme, og regnet med at tiden kunne ordne alt, skaffe alt og opfylde alt. Vi har samtidigt glemt at vi selv er ansvarlige for at administrere tiden, at forstå hvor værdifuld tiden (og livet) er, og giver bizart nok skylden på, at vi ikke havde nok tid, hvis drømmene ikke lykkes.

Når alt dette er sagt - så tænker jeg stadig på en gammel sætning 'Imorgen er en ny dag' - og ja, det er det. Jeg skal bare huske at gøre noget ved dagen, så jeg ikke går i stå :o)