Månedens Mening er om dét som jeg støder på i min hverdag, aviser, artikler..etc, og som enten giver anledning til fascination eller fornærmelse.
Månedens Mening for Juni:
Perfektionisme - Kan man nogensinde give slip?
At komme med på udviklingens rejse, er ikke kun en udvikling for sit barn, men også for én selv. Det er nu man har muligheden for at reflektere over ens værdier, normer, eller personlighed og den påvirkning de(n) har på ens omverden. Det betyder også at man overvejer ens handlemåde overfor ens barn og medmennesker.Intet af dette har dog betydning, hvis ikke man vælger at gøre noget ved det.
Så hvad betyder det så? At ændre sig. At forsøge at være et bedre menneske?
Giver man afkald på alle ens tidligere værdier og ændrer man fuldstændig personlighed? Nej.
Det er de små ændringer som gør hele forskellen, at man fx. husker at sige tak for dagen, mens man ligger med sit lille barn og venter på at søvnens sødme overtager, at man ikke bare flygtigt giver sin gemal et 'velkommen hjem - nu har jeg set dig de sidste 5 år, så de næste har vel heller ikke den store betydning'-kys, men et ordentligt 'Hej, du har været savnet, dejligt at se dig igen - glæder mig faktisk til at se dig igen imorgen'-velkomst kys :).
Ok, så her ville jeg faktisk slette det meste..for det her er ikke en blog om selvrealisering eller nu vil jeg forsøge at vise dig, hvor perfekt jeg er, men denne måneds mening handler om det utrættelige spørgsmål, når nu man ER blevet mor - hvor perfekt er man så? (I forhold til hvem, bør man spørge?) Hvem kan vi give skylden - for dette dejlige kultur/samfundsegenskab, hvis man 'fejler'? Forældre,samfund, damen som irettesagde én da man var 7 år gammel på vej til skole?...nej, vel?
Perfektionisme er ifølge den store danske encyclopædi: (lat. perfektion + -isme), overdreven nøjagtighed; tvangsforestilling om at undgå kritik ved at gøre alt så fuldkomment som muligt.
At undgå kritik, er en form for sårbarhed, som netop er kernen i perfektionismen.
Midlet - er fuldkommen tillid. Mangel på tillid er den største skaber af perfektionismen, og der findes et hav af bøger på hvordan man bliver bedre til at stole på andre, sig selv eller i det hele taget at turde. (Prøv at skrive 'trust' i Amazon.com søgefeltet og se de få bøger som dukker op).
Men at turde at stole - gør det stadig en til et bedre menneske? Nej.
Bliver man blive mindre perfektionistisk af at have tillid? Nej. Er perfektionisme en negativ egenskab. Nej.
Men at undgå kritik er negativt, en selvdestruktiv egenskab som trækker en masse andre 'følgesygdomme' med sig, som indirekte eller direkte kan give stress, depressioner, bekymringer, hovedpine, rengøringsvanvid etc.etc.
Så når man bliver lukket ud af hospitalet, og ikke den lukkede slags, med sit dyrebareste lille bylt i sin favn, er det så dér perfektionismen starter? Nej - den har været godt igang før, og netop derfor er det vigtigt, at man erkender at man er en perfektionist. Hvis ikke - så kommer man på mærkværdig vis til at slække lidt på det - ved hjælp af sit lille afkom, som hellere vil lege i mudder selvom man på forunderlig vis lige har gjort rent.
For h*n forstår ikke hvad det vil sige at 'vente' - eller 'et øjeblik', h*n ser ikke at der er 'snavs' eller 'rod'. Det er begreber i vores individuelle hjerner og er milevidt fra hvad din nabo opfatter som 'hygge' eller du som 'uoverskueligt rod'.
For kvinder med hang til parallel-emner, kan det være interessant at læse om hvorvidt kvinder er født ængstelige, eller om det er noget tillært....(ligesom perfektionismen): http://www.taylorclarkbooks.com/?page_id=4
Mit råd til mig selv er, lad være med at lege struds - der skal nok være nogen som kritiserer - nok mest bag ens ryg, men den kommer. Hvadenten det er på arbejdet, fra svigerforældre (i en eller anden henkastet sætning) eller sørme om ikke også den vil komme fra ens egen engel på denne jord ("ajjj, du er så pinlig, mor!"). Hvordan man tackler kritikken (og dermed perfektionismen), bliver alfa og omega for ens fremtid med sit barn.
